Hånden - klinisk undersøgelse

 

Undersøgelsen vil især være fokuseret på det område hvor patienten angiver symptomer, men også omfatte albue og underarm.

Ved inspektion kan man iagttage hævelse af håndled og finger led (ses bedst på dorsalsiden). Man vil også kunne iagtage fleksionskontrakturer eller fejlstillinger. Ofte kan man se en diffus hævelse af hele hånden, evt. blot af fingrene. Dette kan ses sekundært til betændelse i leddene eller ved seneskedebetændelse. Det kan også ses ved en lang række andre sygdomme (f.eks. MCTD, polymyalgia reumatika og cancer).

 

Bevægeligheden i fingrene undersøges hurtigt ved at man beder patienten om at knytte fingrene. Knyttedefekt kan måles for hver enkelt finger, og ses især ved led eller seneskedebetændelse. Mere præcist vurderes hvert led for sig.

 

Ved palpation mærkes efter lokale hævelser af led og ømhed. Ved seneskedebetændelse i fingrenes fleksor-sener kan ofte føles en knitren ved bevægelser i fingrene.

 

Ved Depuytrens kontraktur kan der føles en fast fibrøs fortykkelse i håndfladen.

 

Ved mistanke om nervekompressions tilstande bør der foretages neurologisk undersøgelse. Ved sådanne vil der ofte kunne provokeres paræstesier i nerven udbredelsesområde ved tryk eller slag på nerven (Tinél test). Ved nervekompression vil der også være nedsat kraft f.eks. ved fingerspredning tommeladduktion (n. ulnaris) eller tommelfingerens volarabduktion (n. medianus) og påvirket sensibilitet i nervens udbredelsesområde. Nedsat kraft observeres dog også tit sekundært til smerter.